Artikel fra Münsterländeren januar 2010

En kat har ni liv. Hvor mange har en Münsterländer?

Da min lille Münsterländer var godt tre-kvart år, fandt herren i huset hende med en pose rottegift i munden. Posen var tom, og hun lignede en, der havde hygget sig med den i lidt tid… Straks blev hun smidt ind i bilen og turen gik direkte til dyrlægen.

Jo, dyrlægen kunne konstatere på den mængde blå korn, der kom op, at hun da vist havde ædt hele posens indhold. Så stor var lettelsen, da hun kom sig over den historie med livet i behold og uden større skade gjort, end en bil, der trængte kraftigt til en rengøring efter turen hjem!

Her i den forgangne jagtsæson, har vi holdt en tre-fire andejagter i vores vandhul, i den mose, vi bor ved. Den nu snart 2 år gamle Münsterländer har været med alle gangene med undertegnede som hundefører. Hun synes, det har været fantastisk! Der er blevet apporteret rigtigt mange ænder, og vi er begge blevet mange erfaringer rigere.

Så lige før jul kom der sne. Rigtigt meget sne. Der delvist smeltede igen. Og da den sidste nytårs-jagt skulle afholdes den 28. var hele mosen fuld af vand med grødis og en del usikker is på flere af mosehullerne. Der var faktisk så meget vand, at vejen ud i mosen var totalt oversvømmet, og de indbudte jægere måtte sættes op på ladet af bilen og på en trailer, for derefter at blive transporteret ud til de lidt mere tørre områder omkring vandhullet. Alle var udstyret med waders, og der var kun 3 gamle erfarne hunde, der kom med derud. De var ført i snor og blev kun sendt ud til sikre apporteringer. Alle var blevet informeret om IKKE at skyde over is, således at dagen kunne blive en god jagtdag, uden risiko for hundenes liv og sikkerhed…

Jeg blev hjemme med min Münsterländer. Jeg havde lidt småting, der skulle ordnes i stalden, og min iver efter at apportere, når vejret og omgivelserne var som de var, kunne være på et forholdsvist lille sted… Men jeg kunne høre dem skyde. Og det kunne min hund også. Pludselig var hun væk. Pist væk. Jeg kaldte, råbte, skreg, piftede og galede efter kræet, der var som sunket i jorden. Inderst inde viste jeg godt at muligheden for, at hun var forsvundet i retning af vandhullet var forholdsvist stor. Men… Så ringede min mobil. Det var herren i huset, der ville informere mig om, at min hund befandt sig sammen med ham og vores labrador ude ved vandhullet. ”Du må hellere hente hende. Jeg tror, hun er lidt kold.”

Så jeg greb hendes halsbånd og snor og begyndte at bevæge mig ud i mosen. Jeg var bl.a. iført termokedeldragt og mine neopren-gummistøvler, men kunne efter få meter ud af vejen konstateret at vandet midt på vejen var ca. 10-15 cm HØJERE end mine ellers udmærkede støvler! Det var koldt! MEGET koldt!

Nå, det kunne jo ikke nytte noget. Jeg måtte med så raske skridt, som det nu kunne lade sig gøre, bevæge mig ud og hente en MEGET våd og kold hund. Hun er ca. 10 cm lavere end vores labrador, og havde måttet svømme hele tiden. På et tidspunkt havde hun pebet og kigget op på herren i huset, for derefter at holde op med at bevæge benene – og så synke! Han havde selvfølgelig fisket hende op, og ladet hende hænge lidt under den ene arm, indtil hun kom til sig selv igen. Men nu var hun godt nok kold!

Jeg måtte så have hende i snor og trække hende hjem igen. Hun måtte svømme hele vejen, da jeg ikke kunne bære hende så langt.

Da vi kom ind i bryggerset, var jeg våd til op midt på lårene og jeg skulle lige have tømt det værste vand ud af støvler og have smidt sokker og bukser, for ikke at dryppe over hele huset. Hunden fik besked på at ligge på gulvvarmen, indtil jeg var klar til at tage mig af hende. Hun rystede så meget, at hun slet ikke kunne ligge stille.

Så smed jeg hende ind under bruseren med lunt vand og blev stående der med hende, til hun holdt op med at ryste. Så blev hun tørret med et håndklæde og fik besked på at ligge sig på et tæppe foran brændeovnen til hun var helt tør…

Det var vist to liv, der var brugt der.

Ja, så jeg spekulerede lidt på, hvor mange liv de har, sådan nogle Münsterländere…?

 

Sussie Mattsson