Artikel fra Jæger

– Kan du ikke skrive lidt til Jæger om hvorfor du fik jagttegn?

Spørgsmålet kom fra Jægerforbundets hundekonsulent Henrik Vestergaard Hove-Nielsen en solrig søndag, hvor Henrik havde været nede ved vores lille jagtforening, se lidt hundetræning og holde et foredrag.

– Hmm, jo. Hvorfor?

– Ja, du har jo da en anden tilgang til at få jagttegn end mange andre nyere jægere.

Tja, det er vel rigtigt. Set i lyset af den udsendelse på DR2 om danskernes nye ynglings hobby, så blev jeg i hvert fald meget forarget. Jeg krummede tæer og tænkte, at det jo slet ikke er sådan, det er at gå på jagt! Og hvis man gerne vil tiltrække nye jægere, hvordan kommer de så ind i folden på en god og ordentlig måde?

I 1996 fik vi en labrador af blandet herkomst, som min mand ville bruge til jagt. De gange, min mand ikke kunne komme afsted til jagthundetræning med den, gjorde jeg det. I 1998 flyttede vi til Ejby. Selvfølgelig fortsatte hundetræningen, nu i Ejby Jagtforening. Jeg ankom i en meget gul jakke og faldt vist noget udenfor billedet med de garvede jægere.

– Kan det der (labradoren) apportere en død kanin, var første spørgsmål fra den noget tvivlende instruktør. – Vi kan da prøve, svarede jeg. Efter et godt langt kanin slæb, tre markerede duer og noget grunddressur var vi accepteret.

To år og mange træningsaftner senere efter blev jeg spurgt, om jeg ville være hjælpeinstruktør.

Jeg havde ikke jagttegn og den gang skulle man både have jagttegn og have ført en stående hund på markprøve, hvis man skulle have lov at tage instruktøruddannelse. Ingen af delene havde jeg, så jeg gik som hjælpeinstruktør i temmelig mange år. Først i Ejby og efterfølgende i Indslev Jagtforening.

Det var ikke fordi, jeg ikke var med på jagt. Jeg ville gerne med som hundefører. At hunden så ofte fravalgte mig, til fordel for min bedre halvdel og hans gevær, det måtte jeg jo så leve med. Det var stadig sjovt, med hyggelige folk, godt humør og massere af frisk luft og god motion.

I 2007 blev jeg medhjælper på Fuldbrugsprøven på Fyn. Der fik jeg et indblik i hvad den stående hund kan. Og jeg blev vildt forelsket i en kleiner münsterländer; Hedeskov’s Amigo. Han vandt hele prøven og jeg MÅTTE bare have sådan en hund. Så i januar 2008 fik jeg min første kleiner.

Det satte en del i gang. Nu havde jeg jo faktisk mulighed for at få den eftertragtede instruktør uddannelse. Så inden længe var jeg også i fuld gang med jagttegnet, der kom i hus i foråret 2008.

Instruktør uddannelsen blev derefter taget, faktisk samtidigt med at reglerne blev lempet, nu måtte man gerne deltage, selvom man ikke havde haft stående hund.

Den stående hund har jeg dog aldrig fortrudt! Nu åbnede sig nemlig en helt ny verden: Jagten med stående hund.

Jeg kommer nok aldrig til at blive ret meget andet end hundefører. Nu med gevær, ja, men det er ikke så meget det at skyde, der kommer i første række. Det er hundearbejdet. Jeg gider ikke fryse bagdelen af for at skyde duer eller krager fra et skjul. Eller stå tidligt op for at kigge efter et rådyr. Men gå i skov eller på mark med hunden, se den arbejde og udrede den svære apportering, fasanen der løb, eller anden der blev ved at dykke. Det er helt fantastik. Og stubmarken om efteråret hvor vi går efter agerhøns – se det er livet! Det er fedt, når jeg kan ramme en fasan som hunden har haft stand for. Den fasan betyder noget mere, end dem, andre driver hen over mig.

Jeg vil helst gå på jagt. Ikke stå på jagt. Og jeg har mere interesse i min hund end i at skyde. Så på den måde jeg er måske lidt anderledes end nogle af de andre nye jægere...

Jagtforeningerne i lokalområdet har også en lille andel i at få mig interesseret i jagttegnet. De tog mig ind, selv om jeg ikke havde jagttegn. Jeg blev accepteret og budt velkommen, uden medlemskab af jagtforening og – til at starte med – med mandens hund. Flinke folk, der ikke gjorde andet end at være venlige – og overbærende, når jeg kom i den gule jakke og ikke lignede de andre. Og helt sikkert stillede mærkelige spørgsmål.

Hvordan får man så danskernes yndlingshobby, til at blive andet end ”Taliban råb” og highfive?

Jeg tror faktisk, det mest var den udsendelse, der bare havde ramt ned i en kultur, der forhåbentligt ikke er ret meget af. Det håber jeg! Det er i hvert fald ikke det, jeg ser her på Vestfyn.

Her har jagtforeningerne faktisk en masse gode tilbud, hvor hundetræning er et af dem.

Det kan da godt ske, at det er en langsigtet plan, det der med at invitere folk uden jagttegn ind til hundetræning. Men det kan måske åbne nogle døre til andre folks tilgang til jagt. Vi er jo ikke farlige. Vi slår og tæver ikke vores hunde. Vi skyder ikke på alt der bevæger sig. Vi er faktisk ret dygtige til at hygge os. Og vi har verdens bedste målrettede hundetræning.

Og kommer folk ind i jagtverdenen ad den vej, ja så får vi måske mange flere, der gider GÅ på jagt.

langholmgaard@gmail.com